søndag den 17. august 2014

Sprødstegt kulmule, dampet rødspættefilet, blomkålscreme og brunet smør med forårsløg og cashewnødder

Jeg kan altid blive inspireret af at gå i Salling Super, og det blev jeg også i fredags. Reelt set skulle jeg bare købe fisk med hjem efter arbejde, men jeg faldt over flere ting, der straks plantede ideer i hovedet på mig. Da jeg kom hjem, var alt tilbehør til fisken faktisk færdig. Heldigvis fik jeg lov til at starte forfra (og udskyde spisetiden), så min ret kunne komme på tallerkenen, godt hjulpet af hvidvin til svigermor, l'artisan til fruen og rester af boller i karry til ungerne.
Stegt kulmule, blomkålscreme og brunet smør | MadMedMartin

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg kun skulle bruge kulmule, men Salling havde ikke nok, så jeg opjusterede med rødspættefileter. Rødspætten gør bestemt ikke retten ringere, men der er bare en lille smule mer-arbejde at lave. L'artisan er en af mine yndlingsoste. Skøn smag med et strejf af karamel. Jeg købte den for at blande den i blomkålscremen.

Til 4 tallerkenserveringer skal der bruges:
  • 4 bøffer af kulmule 200 gram (150 g hvis du også køber rødspætte)
  • 4 rødspættefileter
  • 1 blomkålshoved (stort)
  • 1/4 piskefløde
  • 100 g cashewnødder
  • 2 bundt forårsløg
  • 1 bundt persille
  • 250 gram smør
  • 100 g l'artisan
  • Olivenolie
  • salt/peber
Begynd med at skære 3/4 af blomkålet i mindre stykker og put det i en gryde med fløde, salt og peber. Lad det koge mørt under låg.

I mellemtiden snittes forårsløg og persille, og cashewnødderne hakkes. Gem det hele i en skål. Pluk resten af blomkålen i helt små buketter.

Varm en pande op og gør klar til at stege kulmulen. Når panden er varm, hældes der lidt olie på, og kulmulen steges sprød på skindsiden. Tag herefter kulmulen af panden og læg stykkerne i et ildfast fad. Færdiggør kulmulen i ovnen ved 175 grader i 7-10 minutter.

Stegt kulmule klar
til ovnen.
Når kulmulen er taget af panden smides de små blomkålsbuketter på panden for at blive stegt.

Når blomkålen i gryden er kogt mør, hældes fløden fra (gem den). Blend det til en cremet masse og riv osten i. Cremen er stadig så varm, at den sagtens kan smelte osten. Rør rundt og smag til med salt og peber. På med låget igen, og stil den til side. En anden god ost kan selvfølgelig også bruges, eller hvis du bare vil have den rene blomkålsmag, så undlad osten helt.

Hvis du laver rødspættefileter så drys salt og peber på den ene side og rul dem sammen. Læg dem i bunden af en gryde og hæld noget af fløden ved. Damp fileterne under låg ved svag/medium varme. Det tager ca 10 minutter, og det kan gøres samtidig med, at kulmulen er i ovnen.

Nu skal smøren brunes. Put alt smøren i en gryde og skru godt op for varmen. Smøren skal bruse af, som på en pande og derefter begynder den at tage farve. Pas på den ikke får for meget. Fjern evt. vallen med en ske. Når smørsaucen er klar, tages gryden af varmen og forårsløg, persille og cashewnødder hældes i.

Tag kulmulen ud af ovnen, lav 4 tallerkenanretninger og åben en kølig hvidvin.

Velbekomme



onsdag den 13. august 2014

Bloggerarrangement med Food Festival

I går var en dag, der er værd at huske! Ud over at knejten havde første skoledag (siger den stolte far), så havde Food Festival også inviteret til et lille bloggerarrangement ude på Marselisborg lystbådehavn. På årets Food Festival bliver lystbådehavnen nemlig inddraget i større grad, fordi det bliver muligt at få en tur med en ribbåd og få lidt vind i håret som afveksling til gåturene mellem de mange boder på Tangkrogen.

På tur med Eventyrligt og Food Festival 2014Det er Eventyrligt.com, der arrangerer turene, og på vores tur gav vi den (fuld?) gas ud til en Eventyrligt-kollega, der havde været i gang med at fange nogle at de fantastiske fisk og skaldyr, der findes lige ude i Aarhusbugten. Der var multe, krabber og en super skøn aarhusiansk hummer. Rigtig spændende! Det bedste var, at vi skulle tilbage på havnen og prøvesmage.

Skal du forbi Food Festival på Tangkrogen den 5-7. september (og det skal du selvfølgelig!), så tag en tur med Eventyrligt. Det koster kun 75 kr. Kan klart anbefales.

Tilbage på havnen løftede festivalchef Anna Lund lidt af sløret for, hvad festivallen byder på i år, og det lyder til, at det igen bliver super godt. DM i hotdog vender selvfølgelig tilbage, Claus Meyer vil bage med 400 mennesker, River Cottage kigger forbi og Timm Vladimir kommer forbi fordi han laver lækkert mad... eller var det fordi han var lækker?? Jeg kom helt i tvivl, da jeg hørte præsentationen :-)

Imens der blev fortalt om Food Festival 2014, blev der grillet aarhus hummer og multe. Fantastisk smag! Helt enkelt serveret med olivenolie, citron, salt og peber. Hummer, multe og kølig hvidvin kan gøre enhver tirsdag til en favoritdag. Så er det råd givet videre.

Senere på aftenen rystede Food Festival og Restaurant Seafood op med en lækker skaldyrsservering - og det gjorde ikke tirsdagen ringere.

 Tak for en god aften, Food Festival. Glæder mig til den 5-7. september.


Restaurant Seafood

torsdag den 24. juli 2014

Det glade van'vid - Brøderne Koch

Sidste weekend bød på et besøg hos Brøderne Kochs "Det glade van'vid", som godt kan betegnes som en all-inklusive-klassiker i Aarhus. 445 kroner koster det pr. mand, og så får du appetizer, aperitif, brød, 3 retter, avec og drikkevarer ad libitum. Det er 3 år siden jeg sidst var der, så det var på tide at slå et smut forbi igen.

Restaurant Det glade vanvid. Brøderne KochRestauranten var allerede fyldt op, da vi kom ind, men vi var også lige 5 minutter forsinket. Konceptet siger, at alle skal komme kl 18.30 og bliver smidt ud igen kl 21.30. I den mellemliggende periode får alle gæsterne serveringerne samtidig og brød, olie og drikkevarer står på en ta-selv-buffet. Det frigør en masse tid for tjenerne, og er med til at holde prisen nede. Fungerer upåklageligt.

Appetizer og aperitif stod på bordet, og ta-selv-buffet´en var allerede godt besøgt. Vi fik en hurtig gennemgang af aftnens forløb af vores tjener, og derefter gik det hele stille, rolig og gnidningsfrit. Selvom det hele skal køre på "samlebånd", så var der en god stemning i lokalet og god tid mellem retterne til at nyde udsigten ud over lystbådehavnen.

Udsigten fås ikke bedre
Forretten var en gazpacho med langtidstilberedt laks, aioli-kartoffelcreme, ærter, oliven, croutoner, ærteskud og baslikum-sne. En dejlig og smagfuld ret, der godt kunne have fået en stjerne mere, hvis der ikke var brugt de kedelige, kvadratiske købecroutoner. Angående mængde så var der mere en rigeligt, og det skulle vise sig at være kendetegnet for alle serveringerne.

Gazpacho på Det glade vandvid - Brøderne Koch AarhusHovedretten var langtidstilberedt svineskank, hvilket jeg også fik for 3 år siden. Det var en grande servering! Da den blev serveret ved nabobordet, tænkte jeg, at de havde tabt sovseskålen ud over tallerkenen. Det fornemmes måske på billedet, at der var rigeligt med sauce - for meget efter min mening for det så ret rodet ud. Sammen med svineskanken fik vi et kvart blomkål, grov ærtepure, bearnaise fra sifon, majs og bacon og en rugkiks med creme og bær.

Svineskank - Det glade vanvid - Brøderne Koch AarhusDe enkelte dele havde masser af smag, men jeg forstod ikke helt sammensætningen. Hvad lavede den rugkiks med creme oven på mit bjerg af gris og bearnaise? Det smagte godt for sig selv, og havde passet perfekt til den langtidstilberedte laks fra forrige ret. Kunne være en lille delikat forret i sig selv. Majs og bacon-kompotten var også en tand for meget. Det huer mig ikke at afskrive bacon i en ret, men smagen var simpelthen for kraftig og alt for dominerende.

Til gengæld var skanken dejlig mør og blomkålen smagte fantastisk af citron og chili - tallerkenens højdepunkt (mærkeligt nok). Samlet set en smagfuld men rodet oplevelse, hvor der igen var mere end rigeligt på tallerkenen.

Super desset - Det glade vanvid - Brøderne Koch AarhusDesserten var et godt come-back, og da der stadig var plads i maven, så blev de søde smagsløg godt forkælet. Jordbærcoulis, karamelkage, koldskålsis og hvid chokolademousse med brombær. Sådan!

Kan "Det glade van'vid" anbefales? Ja - du får ikke bedre value for money! Er du til restaurantbesøg, hvor du får rigtig godt tilberedt mad og hvor alle går (mere end) mætte derfra, så skynd dig at bestille bord. Synes du som mig, at det er lidt ærgerligt, at en restaurant bruger en købecrouton i en ellers velkomponeret ret, så husk på, at man ikke får alt for 445 kroner. Det har jeg noteret til næste gang, jeg skal forbi Det glade van'vid.

Hvad synes du om Det glade van´vid?

torsdag den 17. juli 2014

Caipirinha - cachaca, lime, rørsukker og is

Nu har jeg hørt om Brasiliens mest populære drink - caipirinha - i 5 uger under hele VM uden at smage den. Ikke godt nok - selvfølgelig - så derfor øvede jeg mig til semifinalen for at være skarp til finalen. Jeg er ikke sikker på, at semifinalegæsterne var lige så tilfredse som finalegæsterne, for de første jeg lavede var voldsom stærke.
caipirinha med cachaca, rørsukker, lime og knus is

Finale-caipirinhaen blev meget bedre, men jeg gik også mere struktureret til værks - som en tysk drinksmaskine.

Her er min opskrift på caipirinha:

  • Et glas ca 2,5 dl 
  • 13 gram rørsukker
  • ½ lime i 2 både
  • 2,5 cl cachaca
  • masser af knus is
Hæld sukker og limesaft i glasset og rør det godt rundt så sukkeret opløses. Tilsæt cachaca, en limebåd og masser af knus is. Der skal være ca 2 dl drink, når isen er kommet i.

Jeg synes, at ovenstående blanding giver en god balance mellem det sure, søde og alkoholen, og der var også thumps-up fra både de mandlige og kvindelige gæster.

Selvom VM er slut, så er det ikke for sent at mixe en lille brasiliansk cocktail. Caipirinha passer perfekt til alt der lugter af sol, sommer og varme.

God fornøjelse

Cachaca: Jeg har ikke set cachaca så mange steder, men jeg fandt en flaske til 150 kroner hos smag-først i Aarhus. 25 minutter senere fandt jeg den til under 100 kroner i Metro.





onsdag den 25. juni 2014

Osso buco med bagt ricotta og frisk pasta

Osso buco (ossobuco) er vel egentlig en efterår/vinterret, men bare fordi solen skinner og varmen brager der ud af (læs: over 18 grader), så skal man da ikke snydes for en super smagfuld ret. Den bliver faktisk bedre af, at blive spist med frisk past, cremet ricotta bagt i ovnen og et køligt glas hvidvin på terrassen.

Osso buco med bagt ricotta og frisk pastaDet kan godt være, at osso buco tager lang tid at lave, men det meste af tiden passer den bare sig selv. Så kan solen jo nydes imens.

Hvordan du laver min version af osso buco, kan du se på nedenstående link. Jeg har lagt opskriften på pasta-eksperten.dk - det er trods alt en opskrift med pasta.

Osso buco, bagt ricotta med frisk pasta
Bagt ricotta på MadMedMartinJeg vil lige fremhæve den bagte ricotta. Det er virkelig lækkert, og så kan det spises til meget andet. Ricottaen skal bare vendes ud i et ildfast fad, smøres med olivenolie og drysses med salt og peber. På billedet har jeg drysset lidt frisk timian på (havde ikke så meget), men prøv med alt mulig andet. Bag den i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter.
God fornøjelse og velbekomme

onsdag den 11. juni 2014

Giveaway: Jameson Whiskey Ginger & Lime

Sponsoreret indlæg: Så folkens... nu er der et par flaske whiskey fra Jameson på højkant og de kommer sammen med lidt godt ginger ale. Mere om det sidst i indlægget.


Jameson Whiskey på madmedmartin

Jameson var så flinke, at sende lidt whiskey og Ginger ale min vej, som jeg skulle teste på en flok gutter. Jeg skulle til en 40 års fødselsdag med 30 gutter, hvor hovedparten var nye ansigter, og hvilket bedre sted kan man finde, til at smagsteste Jameson Whiskey og deres nye favorit drink - Jameson Ginger & lime. Ja - okay. Måske lyder "Ginger & lime" ikke som det bedste match til 30 mænd, men det var alligevel lige i Jamesons ånd. De skriver nemlig på deres hjemmeside, at "der findes ingen fremmede, kun venner vi ikke har mødt endnu". Så med Jameson i hånden var jeg sikker på at få en masse nye venner. 

Inden man laver en Jameson Ginger & lime så sørg for, at der er rigelig med is (jeg løb hurtig tør!). Derudover kræver det ikke så meget forberedelse. Køb en god Ginger ale og så nogle lime frugter.

Drinken laves ved at fylde glasset med is. Hæld en god sjat whiskey i og ginger ale for resten. Skær en limebåd ud, pres saften ned i drinken og smid båden i glasset. Voila! Jameson Ginger & Lime.


Jameson Ginger & lime - smagstest
Hvordan smager den så? Den er overraskende frisk og let drikkelig. Ginger ale er ret sødt, så nogen ville måske kalde det en pigedrik. Der var et par piger til stede til festen, og de var mere begejstret end drengene. Det skal siges, at der var røget en del fadøl ind på testtidspunktet, så sødme var nok ikke det mest efterspurgte.

Personlig kan jeg godt lide friskheden, og den kan fint drikkes en varm sommerdag på linje med en gin & tonic. Limen er vigtig for den får sødmen til at balancere. Jeg fik på et tidspunkt (senere på aftenen) en Jameson Ginger & lime - uden lime! Det var lige som at drikke Southern Comfort - og det er for sødt til mig.

Thumps up her fra til en drink, der skal med ud på terrassen.

Har du lyst til at prøve Jameson Ginger & lime, så kan du nu vinde en flaske Jameson Whiskey med påhæng. Du skal gøre 2 ting:

1) "Like" bloggen via facebook. Der er en like-knap i højre side af bloggen
2) Skriv en kommentar til dette indlæg, hvor du fortæller, hvem du ville servere en Jameson Ginger & Lime for.

Jeg finder 2 vindere og hver modtager en flaske Jameson Whiskey og Ginger ale. Vinderen udtrækkes i næste uge og offentliggøres på bloggens facebook profil.

Held og lykke

PS: Fik jeg sagt, at du skal være 18 år???

Vinderen er fundet. Se facebook.

tirsdag den 20. maj 2014

Svensk pølseret

Svensk pølseret er egentlig ikke at finde i mange kogebøger (har jeg egentlig set den andre steder end i en gammel karoline-bog?), og sælger ikke sig selv på udseende og ingredienser, men alligevel vækker den en skjult begejstring i mig. Der er noget enkelthed og velsmag, der går lige i maven på mig, og så er jeg sikker på, at den kan kurere enhver grad af tømmermænd.

Svensk pølseret - helt simpeltOg så giver den også point hos ungerne...

Til 2 sultne voksne skal der bruges:
  • 5-6 pølser (røde eller brune)
  • 20 gram smør og en lille slat olivenolie
  • 1 stort løg
  • 1 spsk paprika
  • 3 dl mælk
  • 1 dl fløde
  • 600 g kartofler
  • 100 g tomatkoncentrat (næsten en dåse)
  • salt og peber
Hvis kartoflerne ikke er forkogte (rester fra dagen før), så start med at koge dem møre, lad dem dampe af og skær dem i mundrette stykker. 

Varm en gryde op med olie og smør og svits det fint hakket løg. Når løgene er møre tilsættes paprika og svitses med et stykke tid, mens der røres rundt. Hæld nu pølser skåret i skiver ned i gryder og lad dem få lidt stegeskorpe. Hold ekstra øje så det ikke brænder på.

Mælken hældes i sammen med tomatpuren, og det hele bringes i kog under omrøring. Tilsæt fløden og lad det simre ca 10 minutter. Smag sovsen til med salt og peber. Hæld nu kartoflerne i sovsen og vend dem forsigtigt rundt. Lad det hele stå yderligere 10 minutter ved svag varme. 

En hurtig ret, der med garanti mætter.

Velbekomme